København!..??

Jeg skal til København, eller.. Jeg vil gerne til København.

Jeg kom desværre (pis-lorte-møg-lorte-lort) ikke ind på veterinærmedicinstudiet i år. Optagelsesprøven var meget svær, men jeg er "kun" 3 point væk fra at komme ind, så det er måske ikke helt urealistisk. Men jeg har også søgt uddannelsen Husdyrvidenskab, og på en måde vil jeg gerne ind på den uddannelse, men kun for at læse den indtil jeg kommer ind på veterinærmedicin (fornuftigt), men på den anden side, er jeg træt af, at jeg skal være så fornuftig hele tiden - jeg mener, jeg vil leve mit ungdomsliv - jeg vil rejse, jeg vil feste, jeg vil så meget. 

Men er det dårligt at være fornuftig? Er det dårligt at være ufornuftig? Puha, der er mange beslutninger. 

Jeg har dog taget en beslutning: Jeg flytter! 

Gerne hurtigst muligt og gerne i morgen. Så er mit næste dilemma; skal jeg leje, købe eller være hjemløs?

Skal jeg selv købe, eller skal jeg gå i alliance med mormor?

Det er svært, og jeg tror måske, at jeg har undervurderet livets udfordringer - der er ikke meget der er så nemt som at passe grise. Lol. 

I'm Blue?

Sangen går "I'm blue - bla, bla bla, blaaa," osv. Men i virkeligheden er jeg ikke spor "blue". Mit sind er hverken blå, sort eller grå. Nej, jeg vil faktisk bekrive det mere som om, at min farve er tusmørk. Ligesom på det tidspunkt, hvor verden ikke ved, om den skal forblive nat, eller om den skal forvandle sig om til dag. Nogle gange er der langt til dag - andre gange er dagen lige rundt om hjørnet. 

Sådan er det også med mig. Nogle dagen kan jeg ikke holde mig selv eller andre ud, og jeg har aller mest lyst til, at blive liggende i min seng og have ondt af mig selv. På disse dage er der ikke langt til mindreværd, trøstespisning og ikke mindst tårer. Men heldigvis er der også dage, hvor lyset ikke er så langt væk, og det er nemmere at se mig selv i spejlet uden at syntes, at det er noget forfærdeligt der kigger tilbage på mig. (Note til mig selv: Måske skulle jeg begynde at sige til spejlet "Sofie, du er god nok!"? ..Eller er det bare en gammel Hollywood kliché?)

Det er meget svært for mig, at se hvad der egentligt er så fantastisk ved mig. Jeg føler mig ikke særlig speciel... Jeg håber, at tusmørket en dag helt vil forsvinde, og at min sind vil blive et stort solskin med lys og smukke farver. Men det bliver nok ikke i dag. Eller i morgen. 

 

Nyt, nyt, nyt

Nu sker det - jeg laver en blog. Det er i virkeligheden min mors idé, og nu prøver jeg det af. Nok mest for min egen skyld - for at få styr på alle de mange tanker der buldrer løs inde i hovedet på mig! Jeg ved ikke om det her bloghalløj er mig, men det kan jeg jo egentlig ikke vide, før jeg har prøvet det af. Så nu prøver jeg.